Jonas Rødvig Kro & Badehotel

Der er lys for enden af tunnellen

29.5.2020
Photo: Destination SydkystDanmark

Fra flot kåring og lagkage til tomme ordrebøger og annulleringer. For Rødvig Kro- og Badehotel har de seneste måneder i sandhed budt på en rutsjebanetur. I dag åbner hotellet igen for gæster.

Der var fest og lagkage til husets venner, da Rødvig Kro- og Badehotel den 3. marts blev kåret som Årets Badehotel.

Titlen udløste en enorm interesse og indbakken var propfyldt med bookinger. Men så kom coronakrisen – og på få dage var glæden vendt til uvished og usikkerhed.

”De seneste par måneder har mildest talt været meget anderledes. Vi var lige blevet kåret til Årets Badehotel, og vi var helt oppe at køre, for vi blev fuldstændig væltet af bookinger,” siger Jonas Skaaning, der driver badehotellet sammen med Kathrine Hendriksen.

”Dagen før statsministeren lukkede hele landet ned, var jeg ude af huset, og jeg hørte radio hele dagen. Jeg blev virkelig bekymret for, hvad der kunne ske med coronaen, og ringede til Kathrine. Men hun var helt rolig; ’Vi bliver kimet ned af bookinger’, sagde hun. Men så lukkede Danmark, og derfra så vi kun annulleringer, annulleringer og annulleringer. Det var jo totalt surrealistisk,” siger Jonas Skaaning.

Efter de mange annulleringer kom også uvisheden snigende. For hvad stiller man op med de mange ansatte – og hvornår slutter det? Heldigvis var der beroligelse at hente hos hotellets bankforbindelse.

”Vi fandt heldigvis hurtigt ud af, at banken støttede op om os, så kunne vi ligesom sige ’det er det’. Vi har jo hele tiden sagt til os selv, at det ikke er noget med os at gøre. Det er jo ikke Rødvig Kro og Badehotel, der er røget ind i en shitstorm eller noget lignende. Det er bare … uheldigt,” fortæller Jonas.

Rødvig Kro og Badehotel

Photo:Rødvig Kro og Badehotel

Held i uheld

På badehotellet blev det besluttet at lukke helt ned for markedsføring. Og ved et held i uheld overtog Kathrine og Jonas den 1. april en ny ejendom 300 meter fra badehotellet, der skal indrettes med 12 nye værelser og et mødelokale. Derfor kunne kræfterne bruges på at renovere den ejendom, mens hotellet var lukket ned.

”Egentlig skulle værelserne først være klar den 1. januar, men der besluttede vi så lynhurtigt, at vi kunne bruge tiden fornuftigt, og så kunne vi være klar til åbning den 1. september i stedet. Vi kunne også se, at vi ville få pladsmangel i forhold til de mange konfirmationer og andre fester, som er blevet rykket fra foråret. Så der har jeg været hver eneste dag,” siger Jonas.

Mange restauranter valgte under coronakrisen at åbne for takeaway, for på den måde at holde liv i køkkenet og forretningen. Men det valgte badehotellet at se bort fra.

”Vi fandt ud af, at det ikke gav økonomisk mening for os, for det ville betyde, at vi så ikke kunne modtage hjælpepakkerne. Så vi valgte i stedet at sende medarbejderne hjem,” siger Jonas, der samtidig understreger, at hotellet har haft god gavn af hjælpepakkerne.

Rødvig Kro- og Badehotel åbner altså den 29. Maj – og der er udsigt til fire travle pinsedage, hvor restauranten bliver fyldt med pinsefrokoster – dog under hensyntagen til de nye retningslinjer for størrelsen på selskaber.

”Der ryger nogle selskaber på de nye regler, desværre. Men det er dejligt, at der kommer så mange bookinger – men altså – vi har også en helt tom bog, så der er virkelig noget, der skal indhentes,” siger Jonas.

Foreløbig tegner juni ikke til at kunne indhente det forsømte – til gengæld er juli næsten udsolgt på badehotellet. Og august, september og oktober kan også blive gode, fordi forårets mange konfirmationer og bryllupper er rykket.

”Vi kan godt se, at danskerne især i industriferien gerne vil på badehotel. Vi er meget spændte på det her med, at vi nu får et nyt segment ind ad døren. Det er jo danskere, der ellers ville tage til Sydeuropa, men i år skal de så på dansk badehotel, fordi de vælger den tryghed og sikkerhed, som vi står for. Vi ser frem mod sommeren – og så må vi se, hvad efteråret byder på, det er stadig for tidligt at spå om.”