Rønnede Kro

Byggeboom i destinationen

2.3.2020
Photo: Destination SydkystDanmark

Flere hytter, flere værelser og flere senge. Pilen peger på øget overnatningskapacitet i Destination SydkystDanmark. Det er en meget positiv udvikling, mener Martin HH Bender.

Rundt om i destinationen har en række aktører allerede sat håndværkerne i gang – andre står og tripper for at komme i gang.

Vi kan ikke garantere at listen er fuldstændig, men her er i hvert fald et udpluk:

Rødvig Ferieby udvider med ny bygning på 300 m2 og 7 dobbeltværelser. Hos De Hvide Svaner Camping bygger man ny servicebygning og har 40 nye hytter på tegnebrættet. Gavnø Slot har åbnet Sophienlyst for udlejning hele året, Rønnede Kro udvides, The Norrmans åbner nyt overnatningssted, Rødvig Kro & Badehotel er på vej med 12 nye værelser, og hos Camp Adventure bliver der netop nu opført seks 'glamping-telte', som er klar til at tage imod gæsterne fra juni, for blot at nævne nogle af udvidelserne.

Sofienlyst ved Gavnø Slot er åben for udlejning året rundt
Photo: Gavnø Slot
Sophienlyst ved Gavnø Slot er åben for udlejning hele året
Spisestuen - Sophienlyst - Gavnø Slot
Photo: Gavnø Slot

Også hos Dalby Hotel & Restaurant Bregnen bliver der udvidet:  

 ”Vi har købt naboejendommen, som tidligere har været en del af Dalby Hotel og er gået i gang med at indrette ni værelser,” siger direktør Martin Perch Møller.

”Sideløbende har vi søgt om tilladelse til at opføre op til 20 nye værelser fordelt på 4 hytter, som vi har en tanke om at opføre på ejendommen bag det eksisterende hotel,” siger Martin Perch Møller.

Opførelsen af hytterne afventer dog en politisk godkendelse i Faxe kommune.

”Vi kan se behovet for flere værelser, da vi gennem 2019 har haft flere dage, hvor vi har været fuldt booket. Det er primært vores forretningskunder – håndværkere, montører og repræsentanter – som giver travlhed i hverdagen. I weekenderne vil vi gerne have mulighed for at kunne afholde to selskaber med overnatning, og det vil den øgede kapacitet give mulighed for” siger Martin Perch Møller.

Photo:Dalby Hotel

Øget optimisme

”Der er en generel vækst i efterspørgslen på overnatningssteder. En efterspørgsel, der altså giver en øget optimisme i destinationen, både hos hoteller, bed and breakfast, campingpladser og feriehuse,” siger Martin HH Bender, direktør i Destination SydkystDanmark.

”Vi er selvfølgelig glade for, at det går godt for vores overnatningssteder, og jeg mener, at den øgede efterspørgsel er absolut berettiget,” siger han.

”Destinationen har på få år rejst sig fra den lidt kedelige ende af dansk turismes udbud til at være et af de mest attraktive rejsemål. Både i forhold til spændende oplevelser og attraktioner, men ikke mindst i forhold til gode overnatningssteder.”

”Vi er selvfølgelig glade for, at det går godt for vores overnatningssteder, og jeg mener, at den øgede efterspørgsel er absolut berettiget ..."

Samtidig peger Martin HH Bender på, at investeringerne kommer ’indefra’.

”Det er nogle af vores egne og veletablerede aktører, som griber de nye muligheder og udvider kapaciteten, og vi håber, at større kapitalstærke aktører – hotelkæder og lignende – også ser mulighederne i Destination SydkystDanmark,” siger han.

”Det ville være en stor fordel, hvis vi fik et kædehotel med over 100 værelser til området. Især, hvis vi skal kunne tiltrække større erhvervskunder, der har brug for mange overnatninger i forbindelse med en konference.”