Leg i badelandet Feddet Strand Resort

Nytåret er gået helt amok

26.11.2019
Photo: VISM

På Feddet Stand Resort er nytårsophold med all-inclusive for længst udsolgt. Gæsterne kommer for at få ro, hoppe i poolen og undgå det værste fyrværkeri.

”Nytåret er gået helt amok – vi kunne nok have udlejet 4-5 gange så meget,” fortæller Kasper Kristensen, lejrchef Feddet Strand Resort.

Det er Feddets campinghytter, feriehuse og mobilehomes, som er en kæmpe nytårssucces – siden efterårsferien har der været udsolgt – og det selv om man på Feddet har åbnet for 9 feriehuse, som normalt er vinterlukket.

”Vi får nogle dage helt op til 5 henvendelser fra folk, der gerne vil holde nytårsferie på Feddet, men dem må vi desværre skuffe. Dog har vi selvfølgelig masser af plads til de, der kommer i egen campingvogn,” siger Kasper Kristensen.

Nytårsferie-pakke

På Feddet Strand Resort har man i år udviklet en særlig ’nytårsferie-pakke’, hvor gæsterne får all-inclusive – det vil sige fri adgang til den opvarmede swimmingpool og vandland.

Feriepakken er markedsført vha. en ekstra indsats på Facebook og via Google Ads, forklarer Kasper Kristensen. Endelig har man brugt ekstra kræfter på søgemaskineoptimering. Og det har altså givet bonus.

”De tidligere år har vi især tiltrukket gæster, der gerne vil undgå det værste larm fra nytårsfyrværkeriet, og vi har sat den regel op, at der kun må fyres af mellem midnat og 01. Det tiltrækker mange gæster med kæledyr, der bliver skræmt. Som det nye i år har vi så åbnet for swimmingpoolen, og det trækker også. Men ellers kommer vores gæster for at nyde naturen og bare trække stikket ud,” siger Kasper Kristensen.

”Det er ikke fordi folk er på udkig efter en ferie, hvor de kan fyre en masse penge af på forlystelser. Det er ikke derfor, de kommer. De kommer for at trække stikket ud sammen med familien. Så i det lys kan vi sige, at vi virkelig har noget at byde på, og på den måde er det ikke et issue, at der er måske er lidt længere mellem de åbne butikker og attraktioner.”

Hop i de iskolde bølger

Som et andet nyt tiltag arrangerer Feddet for første gang en vinterbade-event den 31. december klokken 11. Alle er velkomne – også lokale.

”Det er en begivenhed, som vi jo håber, at også de lokale har lyst til at deltage i. Vi hopper i vandet, og så er der en lille opstrammer bagefter. Vi har også en foto-automat, så folk kan få et lille fotominde med hjem om deres badetur på Feddet nytårsaftensdag,” siger Kasper Kristensen.